Gamle egenskaber forsvinder ikke så let :-)

I dag ville jeg træne lidt med min hund, Andrea og det skulle så være apport, som hun elsker. Jeg træner at hun venter, mens jeg kaster og derefter henter. Fint arbejde. Derefter gemmer jeg apporten mens hun venter til jeg kommer tilbage og beder hende finde den. Fint arbejde. Så til sidst kaster jeg for sjov og hun drøner efter den. Det går fint, indtil jeg vil kaste med et ordenligt sving. Apporten er af canvas og har et reb i enden. Den flyver afsted gennem luften og lander nok så flot i et træ, hvor rebet svinger sig pænt op på en lille kvist. Der hængte den jo meget godt og Andrea løb rundt og kunne ikke finde sin apport. Tjah, så måtte jeg jo til at klatre. Der var masser af små pinde og grene, så det var ikke det nemmeste at gøre, men op kom jeg. Jeg endte med at hænge og mellem en masse små grene og mingelere en død gren hen til rebet og “YES” jeg fik fat og endte med at stå med apporten i hånden og en af mine katte sad på en anden gren og undrede sig over at jeg var lige så højt oppe som hende.

Man glemmer ikke gamle egenskaber, jeg klatrer stadig godt og har stadig styr på hvordan jeg skal gebærde mig i træerne.

by

Jeg er uddannet dyreadfærdsterapeut og det er det jeg lever af. Jeg studerer adfærden hos både mennesker og andre dyr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *