Det gjorde jeg bare ikke

Jeg har lavet en kylling i ovnen og det dufter dejligt af en blanding af karry, grøntsager og kød. Jeg tager det ildfaste fad ud af ovnen og vil sætte det i holderen af metal. Der går en smule kludder i min grydelappe behandsket hånd og plastic håndtaget ryger af holderen. Ikke godt, så jeg tager fat om fadet og vil tage det op igen. Det går fint, indtil jeg har det i fri luft ud over en blå spisebordsstol, hvor det glider fra mig og lander med bunden i vejret på stolen. Der ligger en bunke af tomatrøde grøntsager iblandet fedtstof fra kyllingen og olie, både på stol og gulv. Suk, der røg mine grøntsager. Det på gulvet klarer Andrea, min Labrador. Jeg kan tage fat på rengøringen af stolen. Den bliver nok aldrig helt blå igen. Når Andrea er færdig, kan jeg vaske gulvet.

Gamle egenskaber forsvinder ikke så let :-)

I dag ville jeg træne lidt med min hund, Andrea og det skulle så være apport, som hun elsker. Jeg træner at hun venter, mens jeg kaster og derefter henter. Fint arbejde. Derefter gemmer jeg apporten mens hun venter til jeg kommer tilbage og beder hende finde den. Fint arbejde. Så til sidst kaster jeg for sjov og hun drøner efter den. Det går fint, indtil jeg vil kaste med et ordenligt sving. Apporten er af canvas og har et reb i enden. Den flyver afsted gennem luften og lander nok så flot i et træ, hvor rebet svinger sig pænt op på en lille kvist. Der hængte den jo meget godt og Andrea løb rundt og kunne ikke finde sin apport. Tjah, så måtte jeg jo til at klatre. Der var masser af små pinde og grene, så det var ikke det nemmeste at gøre, men op kom jeg. Jeg endte med at hænge og mellem en masse små grene og mingelere en død gren hen til rebet og “YES” jeg fik fat og endte med at stå med apporten i hånden og en af mine katte sad på en anden gren og undrede sig over at jeg var lige så højt oppe som hende.

Man glemmer ikke gamle egenskaber, jeg klatrer stadig godt og har stadig styr på hvordan jeg skal gebærde mig i træerne.